Tilbage til Læserbreve

Ny farve?

Nordjyske Stiftstidende – 21-08-2016

Vagn Ove Brøndum har et indlæg i By&Liv Aalborg 9. august, under overskriften ” Til Aalborgs matadorer ” hvor han stiller berettiget spørgsmål ved udviklingen i kommunen og byen Aalborg, inden for byggeriet.

Jeg er som sådan enig i Vagn Ove Brøndums betragtninger. Mange gange lader det til, at de beslutninger som politikerne træffer, er taget på ren teoretisk grundlag, udpeget af deres embedsmænd og en flok pengemænd. Og så skal det jo næsten gå galt, som vi har set det flere steder langs Limfjorden.
Vagn Ove Brøndum afslutter sit indlæg med spørgsmålet, ” Trænger vi til en ny farve i Aalborg ”. Her formoder jeg naturligvis, at han tænker på politisk. Og her må jeg så sige, at en ny farve ikke er meget bevendt, som politikken er ført de seneste mange år. Her er Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti jo med i stort set alt hvad Enhedslisten og Socialdemokraterne lægger frem. Senest så vi det, da Venstre sprang med på budgetpartiernes forslag til kunst ved Spritten.
Så det hjælper ikke noget at skifte farve, langt mere hjælper det at vælge helt nyt og uafhængigt ind. Og det er også en af grundene til at Fjordlisten er blevet stiftet, med henblik på en ny politisk retning efter næste kommunalvalg.

Michael Madsen

Permanent link til denne artikel: https://www.fjordlisten.nu/laeserbreve/ny-farve/

%d bloggers like this: