Tilbage til Læserbreve

Hvordan bliver pengene brugt?

Nordjyske Stiftstidende – 02-12-2016

Jeg kan helt tilslutte mig det indlæg som Karen-Lis Jensen havde i By&Liv Aalborg d. 1 december.

Jeg har også ofte undret mig over, hvor de øremærkede penge som kommer fra folketinget til kommunens ældreområde bliver brugt.

Ret beset burde der fremvises regnskaber, som også kunne læses af almindelige borgere. Der kræves i dag umenneskeligt mange dokumentationer fra de som er ansat til at passe vore ældre og svage borgere, men ingen for de politikere som administrere pengene der kommer ind.

Ganske vist er der på kommunens hjemmeside lavet et sted hvor man kan læse om kommunale rejser – hvis ellers man kan finde det – men det hjælper jo ikke for de som ikke er med på IT-vognen.

Det er fint at folketinget bevilliger ” Værdighedsmilliarder ” og andre puljer. Men hvad er det værd, hvis kommunalpolitikerne samtidigt laver besparelser på de penge der kommer fra de kommunale kasser?

Der er jo blevet vedtaget lukning af flere plejehjem, både i byen og på landet, selv efter I har modtaget pengene. Og plejehjemskøkkenerne, som folketinget ellers ønsker holdt åbne, har I lukket ned her i kommunen. Så kære rådmand Thomas Krarup og øvrige ældre/handicapudvalg. Vil det være muligt at få lidt tydeligere frem, hvordan pengene fra folketingets puljer, som jo egentligt skulle give forbedringer, er blevet brugt og tænkes brugt fremover.

På forhånd tak.

Michael Madsen

Permanent link til denne artikel: https://www.fjordlisten.nu/laeserbreve/hvordan-bliver-pengene-brugt/

%d bloggers like this: