Tilbage til Læserbreve

Er der to Socialdemokratier?

Nordjyske Stiftstidende – Onsdag 22. marts 2017

Søndag 19. marts havde Arne B Schade (ABS) et læserbrev i Nordjyske om lokale plejehjem kontra store plejehjemsfabrikker. I første omgang regnede jeg med, at han havde skrevet af efter Fjordlistens politik for ældreområdet, men det vil jeg alligevel ikke skylde ham for, selv om det kunne se sådan ud.

I stedet er jeg kommet til den konklusion, at der findes to Socialdemokratier her i kommunen. Et socialdemokrati som består af ABS, og et helt andet som består af de der for tiden sidder i Aalborg Byråd.

Der kan ikke være andre forklaringer. For den politik som ABS skildrer i sit læserbrev, – at de små lokale plejehjem skal bevares, og vi ikke skal satse så meget på superplejehjemmene (som jo er den politik som Fjordlisten har talt for lige siden listens start for snart et år siden), det ligner bestemt ikke det, der praktiseres i det nuværende byråd og dermed af de socialdemokrater, der sidder der.

Vi kan i Fjordlisten kun være tilfredse med, at der er mulighed for, at en af de ”gamle” socialdemokrater bliver skiftet ud med en af de ”nye”. Det vil i hvert fald være en god nyhed for kommunens pensionister og for, at der bliver flere til at føre Fjordlistens politik igennem.

Held og lykke Arne.

Flemming Pedersen – Fjordlisten

Permanent link til denne artikel: https://www.fjordlisten.nu/laeserbreve/er-der-to-socialdemokratier/

%d bloggers like this: