Tilbage til Læserbreve

Det er menneskeligt at fejle

Nordjyske Stiftstidende – 5. februar 2017

Alle mennesker fejler af og til og det er langt hen ad vejen tilgiveligt. Det der til gengæld ikke er tilgivelig er, når den samme fejl bliver begået igen og igen og igen.

Da jeg læste en artikel i onsdagsavisens Aalborgsektion måtte jeg lige kigge op på avisens dato for at sikre mig, at det ikke var 1. april. Det var det ikke – det var 1. februar. Dermed måtte jeg jo regne med, at det ikke var en joke.

Kommunen vil nu til at sælge et havneareal ved Spritfabrikken. Det kan måske være i orden, selv om jeg frygter at der skal bygges højt og helt ud til vandkanten, som så mange andre steder langs havnefronten.

Det jeg også frygter er, at kommunen laver samme fejl som da de solgte alt for billigt til Enggaard i den anden ende af havnen. Nu skal grunden nemlig – igen – ikke sendes i udbud, men blot tilbydes Enggård til en pris fastsat af et par ejendomsmæglere. Er det en måde at sikre, at Aalborg Kommune får den optimale pris for jordstykket? Jeg tvivler.

Det er et direkte oplæg til at lave den samme fejl en gang mere. Kan vi borger blive ved med stiltiende at se på de mange fejltagelser der igen og igen bliver lavet i kommunen uden at nogen bliver stillet til ansvar?

Det er som om al kommunal jord skal gives til Enggaard-familien. Mon det er nedfældet i kommunevedtægten? Jeg har sådan set ikke noget imod Enggaard-firmaet, men jeg synes jo, at det kunne være godt med lidt konkurrence på ejendomsbyggeriet i Aalborg.

Når så arealet er solgt til Enggaard til en vennepris, så kommer selve byggeriet. Jeg tør næsten garantere for, at der skal indtil flere dispensationer til i forhold til lokalplaner m.v.

Og de bliver med lige så stor garanti givet næsten før de er afleveret til forvaltningen.

Man skulle tro at Aalborg Kommune blot er et ekspeditionskontor for det magtfulde Enggaard-firma.

Men – når borgerne stemmer de partier ind, som de altid har stemt ind, så får de samme resultat, som de altid har fået.

Prøv noget nyt, eller overlad by- og landskabsforvaltningen til Enggaarddynastiet.

 

Flemming Pedersen

Permanent link til denne artikel: https://www.fjordlisten.nu/laeserbreve/det-er-menneskeligt-at-fejle/

%d bloggers like this: