Grundlovstale 2018

Anette Valentins tale ved et velbesøgt Grundlovsmøde i Skanseparken i Nørresundby.

 

Grundlovstale 2018 anetteIgen i år har jeg set frem til og glædet mig meget til en festlig Grundlovsdag her i Skansen. En herlig tradition, som vi startede for 19 år siden, og ikke et eneste af disse år, er jeg gået hjem uden at have oplevet, at det var en dejlig dag.

Med den første Grundlov fra 1849 og senere ved det man vel kan kalde den endelige Grundlov fra 1915, indførtes formelt demokrati, og denne lov er grundlaget for det politiske system, vi har i dag, hvor borgerne bestemmer ved frie valg.

Sidste år var det valgår og vi var flere politiske partier repræsenteret og mange gode løfter blev givet –  ”For det var jo valgår”.

I Fjordlisten blev vi både glade og stolte af, at så mange stemte på os, men desværre var det ikke nok til at blive valgt ind i Byrådet, men vi er fortrøstningsfulde, for der kommer valg igen. Vores holdninger har ikke ændret sig, og vi havde den glæde, at opleve, at mange politikere fra andre partier í hvert fald i valgkampen mente akkurat det samme som os, så nu kan man jo blot håbe, at de, der blev valgt, så også vil stå ved deres valgløfter. Desværre kan vi allerede nu (kun et halvt år inde i den nye byrådsperiode) læse i avisen, at der også i år igen, igen, er nedskæringer på vej med ringere service for børn, ældre og handicappede til følge.

Og det var bestemt ikke de løfter, jeg hørte, de enkelte politikere gav under valgkampen.

Normalt når man har givet et løfte, skal man gøre alt hvad der står i ens magt for at overholde det.  Betyder ordet ”løfte” noget andet for politikere end for vi andre – Det burde det i hvert fald ikke.

Prøv lige at tænke tilbage på nogle virkelig store fadæser.  Jeg tænker på køb af Nordjyllandsværket, som koster os varmeforbrugere omkring 2.000 kr. ekstra om året.   Og gennemtænkt har det da vist heller ikke været, at opgaven om affaldssortering er blevet pålagt borgerne, når flere påstår, at det faktisk er både bedre, billigere og ikke mindst mere sikkert med central mekanisk sortering.

I sidste måned bevilgede Byrådet penge til kunstværk ved Spritten – 22 mill kr. af skatteborgernes penge og, så skal vi sågar med 2 mill. kr. om året også være med til at vedligeholde det år efter år.

Er det virkelig så meget vigtigere en opgave, at bruge penge på, så man er nødt til at skære ned på plejen til ældre og handicappede.   Nej vel.

Man forsøger at gemme handlingerne bag fine ord som modernisering og effektivisering i stedet for nedskæringer og besparelser, men der er ikke tvivl om, at det er almindelige og ofte svage borgere, der må stå for skud.

I de foreslåede sparekataloger kan også findes mere eller mindre kuriøse forslag som f. eks. Der er i fremtiden ikke råd til at lade vandet springe i vores springvand.  Afskaffelse af livreddere i havnebade har også være nævnt, men er trukket tilbage. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det også her, er ligesom mange andre steder. Man har brugt ca. 80 mill. kr. på at modernisere friluftsbadet, men at sikre, at der er livreddere, så folk kan bade i sikkerhed, når vi endelig oplever så pragtfulde sommerdage, var der ikke råd til.  Nej, nej for sommeren ”må ”  da kun falde i et bestemt tidsrum. Netop i går måtte man heldigvis erkende, at det ikke var holdbar.

Men borgerne har stemt og åbenbart belønnes en sådanne opførsler.

Sidste års tema her ved Grundlovsmødet, var ”By i bevægelse” og i år er det ”Blæsten går frisk…”:   Begge er temaer med fut i – og der er da også sket og skal ske meget i vores kommune.  Og helst i hele kommunen.  Her i 9400 har vi Stigsborg Brygge – Et kæmpestort område, som vi alle ser frem til at opleve.

Hidtil havde jeg hørt, at det skulle blive et boligområde med ca. 7000 beboere, men for få dage siden var der en politiker, der sagde, at man nu tænker 9000 beboere, så det bliver spændende, at se hvordan og hvor højt, der skal bygges og hvor få p-pladser, der bliver plads til. Planlægningen er i fuld gang, og nu skal der være såvel en ny stor skole og et nyt plejehjem.  Derfor skal der lukkes både skoler og plejehjem i gamle byområder – og nok er de, der lukkes, i gamle og måske nedslidte bygninger, men jeg synes, vi skal passe på og ikke falde helt i svime og kun tænke i ét område, fordi det er nyt, men også sørge for, at man ikke lukker alt ned i de gamle byområder, så derfor vil det være på sin plads, at der udarbejdes en helhedsplan for hele 9400, hvor borgerne også kan komme til orde, før alle beslutningerne er taget.

Når man siger ”Blæsten går frisk”, er man næsten nødt til at tilføje ”over Limfjordens vande”  og alles tanker går til sangen, som man næsten kan kalde Nordjyllands Nationalmelodi, som første gang blev indsunget af Aksel Schiøts i 1939.

Limfjorden kan følges gennem hele vores kommune og er et stort aktiv.  Et aktiv, som vi burde værdsætte betydelig højere end hidtil.  Derfor er det glædelig, at man nu i Aalborgs Vestby tænker tanker om en maritim bydel. Denne tanke ønskede jeg for mange år siden for Nørresundby og hvor ville det have været skønt, hvis man havde tænkt de tanker ind på Nørresundby havnefront og ikke mindst i det, man i dag kalder Nordhavnen.

Jeg vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god sommer og, at fjorden forbliver et frisk og omend blæsende aktiv i vores kommunen. Og derfor fortjenes en helt speciel planlægning.

Ikke kun i byen, men også i oplandet til glæde og gavn for alle kommunens borgere.

Rigtig god Grundlovsdag.

Permanent link til denne artikel: https://www.fjordlisten.nu/2018/06/05/grundlovstale-2018/

Skriv et svar

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: